Tyskland

Her i Norden har vi det med, at have en masse stereotypiske forestillinger om vores naboer – både øst, vest og – måske i særlig grad – dem i syden. Det gode er dog, at vi samtidig godt ved, at disse forestillinger ikke helt holder stik. De er nærmere karikaturer, og de er som oftest ment i spøg, og har ikke til formål at skabe vrangforestillinger omkring de mennesker, der bor så tæt på os.

Når det er sagt, så er den eneste måde, at få sig et ordentligt indtryk af de andre lande, og de mennesker der bor i dem, at tage derhen selv og opleve det. Det er forunderligt, at vi i et land så rigt som Danmark, ofte ikke tager brug af vores mulighed, for at komme ud at opleve de andre kulturer. Særligt når vi kan hoppe ind i bilen, og køre dertil på nogle få timer. Måske har vi det bare for godt: i Danmark har vi alt hvad vi skal bruge, og det føles trygt og sikkert. Hvorfor løbe en unødig risiko, for en smule eventyr og noget nyt viden om mennesker der bor “langt væk”?

Jeg er af den fulde overbevisning, at det reelt intet har at gøre med, hvor tryg Danmark er. Det handler i virkeligheden om, hvor farligt det fremmede og ukendte føles: det er ikke en reel fare, og det ved vi jo egentligt godt, hvis du spørger os. Men vi kan ikke forestille os, hvordan vi ville have det i Tyskland. Hvordan folk opfører sig der, og hvordan vi selv skal formå at navigere rundt et sted, hvor sproget er anderledes og kulturen ligeså. Når vi har svært ved at spå om fremtiden, så bliver vi nervøse. Vi har vænnet os til, at den danske dagligdag er så ligetil og simpel: vi ved præcis hvad der kommer til at ske i morgen (stort set det samme, som i dag). Men hvis vi holder os selv tilbage, og lader os styre af frygten, så kan vi aldrig blive lykkelige. Vi vil være slaver af komforten, og det ender aldrig godt.

Derfor besluttede jeg endelig, som 35-årig, at besøge Tyskland for første gang. Det var noget af en oplevelse, og jeg føler det har sat gang i en masse brugbare tanker omkring de kulturelle regler og forventninger, som jeg igennem hele mit liv har anset som værende “den eneste måde at gøre det på”. De første ting jeg lagde mærke til, var hvor hurtigt folk kunne køre på den tyske Autobahn i deres Renault biler. Jeg havde ganske vist hørt om denne strækning, uden hastighedsbegrænsning, men havde altid forestillet mig noget fuldstændigt kaotisk og farligt. Men det var faktisk strømlinet, og føltes ufatteligt sikkert, i forhold til mine forventninger!

Det var også fantastisk, at snakke med tyskerne. Jeg fandt det svært at komme i kontakt med dem til at starte med: de er ganske hjælpsomme, hvis man har brug for hjælp, men det er svært at få dem til at åbne op og tale om sig selv. Da det først lykkedes mig, blev jeg dog inviteret helt ind i hjertekammeret.