Hvis du har venner der er single, eller tilfældigvis sidder indenfor høre-vidde af nogen der er det, så vil du med sikkerhed hører dem brokke sig over, hvor hårdt det er at være single. Den evige jagt på kærligheden, de mange ofringer de må lave, og hvordan man aldrig kan være sikker på, at en man dater nu også vil i samme retning som én selv. De har simpelthen så ondt af sig selv, og er overbeviste om, at alt besværet ville forsvinde hvis bare de kunne finde den eneste ene. De forestiller sig, at et forhold er løsningen på alle deres problemer. At et forhold på magisk vis er ”sikkert” og ingen ofringer kræver.

Men det er altså ikke sådan det hænger sammen. Selvfølgeligt er der visse fordele ved at være i et fast forhold, men det er altså ikke noget, der bare passer sig selv. Det er hårdt arbejde at prioritere en anden person hver eneste dag i sit liv. Hvis man tror at et forhold bare står stille og ikke behøver arbejde, så vil man hurtigt finde sig selv ude på singlernes jagtmarker igen.

Et forhold ændrer sig nemlig for hver dag man er sammen. Det giver egentligt sig selv, hvis man lige tænker sig lidt om. Det er jo ikke en robot du gør til din kæreste – det er et andet menneske. I er to af de mest komplekse væsener der findes på denne planet. I er begge to fyldt med drømme og ambitioner, og I bearbejder konstant alle de nye indtryk der rammer jer i løbet af livet.

Det er derfor man snakker om, at folk vokser fra hinanden. Mange tænker på det som en skidt ting, men det er det ikke nødvendigvis. Hele idéen er jo, at vi mennesker er i konstant forandring, hvilket er en smuk ting. Det er vores mulighed for konstant at tilpasse os og vokse som mennesker der gør, at livet er værd at leve, og at fantastiske mennesker overhovedet findes. Tænk hvis alle bare stod stille den dag de blev 18 år. Hvis intet nyt ændrede sig for dem fra den alder: de ville have de samme interesser og det samme syn på livet for altid. Det ville være langt nemmere at have et forhold i sådan en verden. Men den ville også være kedelig og trist!

Jeg siger selvfølgeligt ikke, at man skal skifte partnere ligeså ofte som man skifter kjoler. Når man får sig en partner, så laver man langt større investering, end man gør i noget tøj. Begge parter i et forhold er nødt til at være villige til at arbejde for at få tingene til at fungere, og det betyder nogle gange, at man må gå lidt på kompromis. Det vigtige er blot, at man begge er klar over, at den anden ikke kommer til at stå stille. Forholdet vil ændre sig hver eneste dag, og det må man være forberedt på.